Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Bestyrelse

Nederst på siden kan du finde de samlede styrelsesvedtægter for dagtilbud i Gribskov kommune. Herunder kan du se præcis de kapitler der har at gøre med forældrebestyrelsen. 

Kapitel 3
Forældrebestyrelsens sammensætning og valg

§12 Forældrebestyrelsen ved de kommunale daginstitutioner består af 5 - 7 forældrerepræsentanter og 2 medarbejderrepræsentanter. Antallet af medlemmer skal altid være ulige. I daginstitutioner med specialpædagogiske børnegrupper skal der skabes mulighed for, at forældre fra den specialpædagogiske børnegruppe er repræsenteret i forældrebestyrelsen. Daginstitutioner som består af flere enheder, skal en forælder fra hver enkelt enhed have adgang til at være repræsenteret i forældrebestyrelsen

§13 Den kommunale dagplejes forældrebestyrelse består af 3-5 forældrerepræsentanter, 1 medarbejderrepræsentant valgt af dagplejerne, samt 1 repræsentant for dagplejekonsulenterne, der er valgt af dagplejekonsulenterne. Antallet af medlemmer skal altid være ulige.

§14 Institutionslederen/lederen af den kommunale dagpleje deltager i forældrebestyrelsens møder uden stemmeret og varetager sekretariatsfunktionen for forældrebestyrelsen.

§15 Forældrerepræsentanter i bestyrelsen og suppleanter for disse vælges på et møde for alle forældre i april/ maj måned indkaldt af den siddende bestyrelse. Der vælges 2-4 suppleanter. Suppleanterne vælges og indtræder i prioriteret rækkefølge efter antal stemmer ved valget. Ved forfald blandt bestyrelsesmedlemmer, indkaldes suppleant(er) i prioriteret rækkefølge.

§16 Valgmødet varsles ved opslag på AULA, annoncering vedr. forældre i dagplejen mindst 1 måned før mødets afholdelse. Endelig indkaldelse med dagsorden for mødet er tilgængelig via AULA senest 14 dage før mødet. Af dagsordenen skal blandt andet fremgå, hvor mange og hvem, der er på valg.

§17 Ved valget af forældrerepræsentanter til bestyrelsen har de fremmødte personer valgret og er valgbare, hvis de på valgets tidspunkt har forældremyndigheden over børn, der er indskrevet i daginstitutionen/ dagplejen. Valgret og valgbare er desuden de personer, der - i stedet for forældremyndighedsindehaveren - har den faktiske omsorg for barnet. Herved forstås: • personer, som har et barn i døgnpleje efter Lov om Social Service. • personer, der har indgået ægteskab med indehaveren af forældremyndigheden over et barn, og som tilhører samme husstand, som forældremyndigheds indehaver og barnet (det er herved en forudsætning, at forældremyndigheden over barnet ikke ved aftale er delt mellem forældrene). • ugifte samboende, der tilhører samme husstand, som forældremyndighedens indehaver og barnet. Der kan ikke tildeles valgret til flere end 1 personer på grundlag af samme barn.

§18 Personer, der har et barn indskrevet, og som er ansat ved den pågældende daginstitution/dagplejer kan ikke vælges som forældrerepræsentanter i den pågældende forældrebestyrelse.

§19 Formanden for den siddende bestyrelse leder valghandlingen, og lederen påser, at bestemmelserne omkring valgret og valgbarhed efterleves. Der er mulighed for at gennemføre valget i 2 dele. Hvor del 1 er et opstillingsmøde med fysisk fremmøde, mens del 2 er selve valghandlingen, som kan foretages elektronisk via AULA. De 5-7 forældre der har fået flest stemmer er valgt. Ved stemmelighed foretages omvalg.

§20 Medarbejderrepræsentanterne og deres suppleanter vælges på et møde i april/maj måned på den måde, at lederen indkalder samtlige medarbejdere, der er ansat i den pågældende daginstitution/dagpleje og er omfattet af lederens ledelseskompetence til en fælles valghandling. Valgbare er og stemmeret har alle fastansatte pædagogiske medarbejdere i daginstitutionen/dagplejen på nær leder/daglig pædagogisk leder/souschef/stedfortræder. Pædagogiske medarbejdere der er ansat i flere daginstitutioner vil kunne stemme hvert sted. Tvivlstilfælde afgøres af dagtilbudschefen på Byrådets vegne. Alle medarbejdere kan stemme på alle kandidater. Hver medarbejder har én stemme. De 1(dagplejen) -2 medarbejdere (daginstitutioner), der har fået flest og næstflest stemmer, er valgt. 2 suppleanter vælges efter samme fremgangsmåde. Ved stemmelighed foretages omvalg.

§21 Valgperioden for medlemmer er 2 år og for suppleanter 1 år. Valgperioden træder i kraft pr 1. juni. Bestyrelsesmedlemmer udtræder af bestyrelsen, såfremt tilknytningsforholdet til daginstitutionen/dagplejen ophører. For forældre gælder dette også ved udmeldelse af daginstitutionen/dagplejen til garantiplads og for medarbejdere ved orlov fra arbejdsstedet.

Kapitel 4
forældrebestyrelsens møder

§22 Forældrerepræsentanterne og medarbejderrepræsentanterne har stemmeret i de kommunale tilbud.

§23 På forældrebestyrelsens første møde efter nyvalg vælger de stemmeberettigede medlemmer formand og næstformand blandt forældrerepræsentanterne ved bundet flertalsvalg. Mødet indkaldes af lederen og afholdes inden 1. juli.

§24 Forældrebestyrelsens møder afholdes for lukkede døre og medlemmerne er omfattet af Forvaltningslovens regler om tavshedspligt. Forældrebestyrelsen kan indbyde andre til at deltage i punkter på dagsordenen, når der behandles spørgsmål af særlig interesse for dem, men kredsen af mødedeltagere kan i øvrigt ikke udvides.

§25 Er et medlem forhindret i at deltage i forældrebestyrelsens møder, deltager suppleanten med samme rettigheder og pligter, som et ordinært medlem. Ved lederens afbud/forfald møder daglig pædagogisk leder/souschef/stedfortræder. Hvis der ikke er øvrige ledelsesrepræsentanter i daginstitutionen vil bestyrelsesmødet udsættes.

§26 Ordinære møder i forældrebestyrelsen: På det første møde i forældrebestyrelsen i hvert valgår fastsættes tid og sted for det pågældende valgårs ordinære møder. Der skal afholdes mindst et møde hvert kvartal.

§27 Ekstraordinære møder: Forældrebestyrelsen afholder møde, når det ønskes af formanden, eller når mindst flere end halvdelen af bestyrelsens medlemmer ønsker det. Mødet skal indkaldes med mindst 6 hverdages varsel og med angivelse af punkter til dagsordenen.

§28 Formanden fastsætter i samarbejde med lederen dagsorden for møderne og sender via mail senest 4 hverdage inden mødet en dagsorden med eventuelle bilag til medlemmerne. Hvis et medlem ønsker et punkt optaget på dagsordenen, skal det meddeles formanden/lederen senest 6 hverdage før mødet afholdes I særlige tilfælde kan formanden indkalde til møde med kortere varsel. Når mødet indkaldes, skal formanden så vidt muligt forinden underrette medlemmerne om de sager, der skal behandles på mødet.

§29 Forældrebestyrelsen er beslutningsdygtig, når mere end halvdelen af de stemmeberettigede medlemmer er tilstede.

§30 Medlemmerne kan kun deltage i bestyrelsens afstemninger, når de er personligt tilstede under disse. Et medlem kan ikke give skriftlig fuldmagt til et andet medlem eller en suppleant, så denne kan stemme på vegne af det fraværende medlem.

§31 Alle beslutninger træffes ved simpelt stemmeflertal. Ved stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende

§32 Der skrives referat af bestyrelsens møder. Af referatet skal det fremgå hvilke personer, der har været tilstede. Referatet skrives af bestyrelsens sekretær (lederen) og ”godkendes” via mail af de medlemmer, der har deltaget i mødet samt af lederen. Lederen vil i forbindelse med spørgsmål om beslutningernes legalitet kunne tilføje referatet sin opfattelse, der medsendes bestyrelsens udtalelser. Godkendelsen skal kunne dokumenteres. Ethvert medlem kan forlange afvigende opfattelser tilført referatet og medsendt bestyrelsens udtalelser og beslutninger. Dagsordener og referater fra bestyrelsesmøder skal være tilgængelige via institutionens hjemmeside. På det første møde i forældrebestyrelsen i hvert valgår besluttes det, hvordan bestyrelsen løbende orienterer de øvrige forældre og medarbejdere om bestyrelsens beslutninger. Behandlede punkter, der er omfattet af tavshedspligten, må ikke fremgå af bestyrelsens referat. Sådanne punkter refereres ikke som udgangspunkt. Hvis der er behov for referat, refereres punktet i et lukket referat, der opbevares særskilt af lederen.

§33 Forældrebestyrelsen kan i øvrigt selv fastsætte en forretningsorden/ vedtægt inden for de rammer, der følger af loven og de beslutninger, som Byrådet har truffet.

§34 Der ydes ikke diæter og befordringsgodtgørels

Kapitel 5
Forældrebestyrelsens beføjelser

§35 Forældrebestyrelsen udøver sin virksomhed inden for de mål og rammer, der er fastsat af Byrådet.

§36 Forældrebestyrelsen i dagplejen/daginstitutionen fastsætter principper for institutionens arbejde og for anvendelsen af budgetrammen. Et princip kan defineres som en ramme, der giver mulighed for forskellige handlinger. Principperne skal respektere såvel institutionens som kommunens målsætninger.

§37 Forældrebestyrelsen ved en daginstitution kan afgive indstillinger til den ansættende myndighed vedrørende ansættelser af fast personale i daginstitutionen.

§38 Forældrebestyrelsen har ret til at få alle nødvendige oplysninger af lederen, herunder også vedr. konkrete spørgsmål, der henhører under lederens beslutningskompetence. Dette gælder dog ikke personspørgsmål.

§39 Dagplejens bestyrelse har dog ikke krav på indsigt i konkrete aktiviteter i det enkelte dagplejehjem, men kun retningslinier, der omfatter alle dagplejehjem.

§40 Det politiske fagudvalg på dagtilbudsområdet skal på Byrådets vegne mindst hvert andet år og højst én gang om året give mulighed for fravalg af et sundt frokostmåltid. I Gribskov Kommune sker dette i lige år. I daginstitutioner, som består af flere enheder/afdelinger, kan et simpelt flertal af forældre med børn i den pågældende enhed/afdeling beslutte at fravælge et sundt frokostmåltid. Forældrene har én stemme for hvert barn, de har i enheden. Forældrebestyrelsen eller forældrene/ lederen i den enkelte enhed er ansvarlig for at oplyse Byrådet om forældrenes beslutning om fravalg af et sundt frokostmåltid. Forældrebestyrelsen kan beslutte at oprette forældrebetalte madordninger efter de af Byrådet eventuelt besluttede retningslinier.

§41 Forældrebestyrelsen skal inddrages i udarbejdelsen, evalueringen og opfølgningen af den pædagogiske læreplan.

§42 Forældrebestyrelsen kan afgive udtalelse og stille forslag til Byrådet og det politiske fagudvalg på dagtilbudsområdet om alle spørgsmål, der vedrører den pågældende daginstitution/dagpleje. Forældrebestyrelsen skal afgive udtalelse om alle spørgsmål, der forelægges den af Byrådet og det politiske udvalg på dagtilbudsområdet eller af direktøren/chefen på Byrådets vegne.

§43 Forvaltningslovens regler om tavshedspligt gælder medlemmer i bestyrelsen. Tavshedspligten påhviler også medlemmer, der er udtrådt af bestyrelsen

 

Dokumenter